Mænd har det ofte svært med kriser som sygdom, arbejdsløshed og skilsmisse. Nu skal et nyt projekt skabe flere fællesskaber til dem.
”Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark” (med den mere mundrette forkortelse ”FriSe”) er landsforeningen for landets frivilligcentre og selvstændige selvhjælpsorganisationer.
Ifølge deres hjemmeside er de ”optaget af at udvikle den lokale frivillighed og styrke de lokale fællesskaber, så alle har mulighed for at yde en frivillig indsats og finde hjælp og støtte i de frivillige fællesskaber”.
Og de muligheder er nu blevet endnu bedre.
De har lige udsendt en pressemeddelelse om, at deres projekt ”Flere Mænd i Fællesskaber” har fået en bevilling på 9,5 millioner kroner fra den A. P. Møllerske Støttefond.
”Flere Mænd i Fællesskaber” beskrives af FriSe således:
”Mænd er ofte dårligere end kvinder til at håndtere livets kriser, såsom sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed. De går sjældnere til lægen og taler mindre med venner, kolleger eller familie om deres problemer. Så når livet pludselig udfordrer, står mange mænd alene og får ikke taget hånd om deres problemer i tide.
Med projektet ”Flere Mænd i Fællesskaber” vil FriSe, landsorganisationen for frivilligcentre og selvhjælpsorganisationer, sammen med lokale medlemsorganisationer arbejde med at fremme mænds mentale sundhed ved at tilbyde dem nye fællesskaber og ærlige samtaler”.
Casper Bo Danø, der er direktør hos FriSe, udtaler:
”Vi ved, at mænd ofte står alene med deres problemer, og det har alvorlige konsekvenser for deres mentale sundhed og i sidste ende mængden af ensomme i vores samfund. Med Flere Mænd i Fællesskaber kan vi videreudvikle og danne nye rammer for, at flere mænd kan komme til at tale sammen i fællesskaber”.
Og videre:
“Vores mål er at skabe mandefællesskaber, der ikke kun hjælper dem, der allerede er i krise, men også når ud til dem, der er i risiko for at komme det. Derfor vil vi gerne tiltrække et bredt udsnit af de danske mænd. Forhåbentligt kan vi skubbe til en bevægelse om at tale mere sammen om det, der ellers kan være svært”.
Støtten gælder i perioden 2024 til 2028.