En ny sag fra Højesteret indeholdt angiveligt ”grov samværschikane”, som dog ikke fik afgørende betydning for dommen.
I fredags faldt der dom i en sag fra Højesteret, der var anlagt af faderen. Sagen handlede om, hvorvidt forældremyndigheden over de to børn på dengang henholdsvis 7 og 4 år skulle tillægges faderen alene.
Højesteret fokuserede på Forældreansvarslovens § 4, der præciserer, at ”afgørelser efter loven, herunder om forældremyndighed og bopæl, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række”.
Desuden blev det præciseret, at det ”skal tillægges stor vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane)”.
Videre blev det præciseret, at ”I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal der særligt i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, således at det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må indgå, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder”.
”Negativ indstilling” og samværschikane ”med stor vægt”
I den konkrete sag fremgik det af de børnesagkyndige erklæringer, at begge forældre havde gode forældreevner. Men Højesteret bemærkede også, at børnenes ”manglende samvær med (faderen) i det væsentlige måtte henføres til (moderens) handlinger og egen negative indstilling til (faderen)”.
Det skal bemærkes, at det var faderens advokat, der brugte betegnelsen ”grov samværschikane”.
Samtidig blev det tillagt betydning, at moderen efter samlivsophævelsen cirka 3-4 år tidligere havde været børnenes primære omsorgsperson.
Højesterets valgte derfor at følge Landsrettens dom, at ”det på nuværende tidspunkt ville være bedst for børnene, at forældrene fortsat havde fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat havde bopæl hos (moderen)”.
Læs mere om sagen
Du kan læse den overordnede beskrivelse af sagen ved at følge dette eksterne link til Domstolenes hjemmeside.
Hvis du vil læse en noget mere udførlig beskrivelse, kan du følge dette eksterne link til Domstolenes anonymiserede dom.