VIVE har netop udsendt en rapport, der afdækker sager om fuldbyrdelse – herunder situationer, hvor et barn ikke udleveres til den anden forælder, som derfor kan få rettens hjælp til at få barnet udleveret.
Organisationen ”Vive – Viden til Velfærd” (”Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd”) har udsendt rapporten ”Fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven – før og efter den familieretlige reform i 2019”.
Undersøgelsen er udført af seniorforsker Mai Heide Ottosen, der har været undersøgelsens projektleder, og chefanalytiker Karen Margrethe Dahl. Undersøgelsen er finansieret af Social- og Ældreministeriets årlige trækningsret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE.
Rapporten indleder med at forklare baggrunden for sager om fuldbyrdelse:
”Efter Børnekonventionen og forældreansvarsloven har børn ret til at bevare kontakten til begge forældre, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet. Når forældre ikke lever sammen, kan det ske, at en bopælsforælder ikke udleverer barnet til samvær, eller at en samværsforælder ikke bringer barnet tilbage til bopælsforælderen efter endt samvær. I disse tilfælde kan forældrene henvende sig til retten for at få hjælp til at få barnet udleveret. Rettens rolle er at sikre, at de afgørelser og aftaler, der er indgået om barnet, bliver respekteret og efterlevet. Det kaldes for fuldbyrdelse. Reglerne om fuldbyrdelse er med til forebygge, at forældrene griber til selvtægt”.
Og videre:
”Der har manglet systematisk viden om retternes praksis i fuldbyrdelsessager, og dette vidensbehov er blevet accentueret, efter at den familieretlige reform trådte i kraft i 2019. Her blev fuldbyrdelsessagerne overført fra fogedretterne til de nyoprettede familieretter, og der blev indført nye bestemmelser og betingelser for at udlevere eller tilbagelevere barnet”.
Tidligere var det således en opgave for politiet at møde op på barnets opholdssted og tage barnet med sig. Den senere lovændring, som rapporten henviser til ovenfor, har dog betydet, at myndighederne selv sikrer udleveringen af barnet, hvor politiet i stedet sikrer ro og orden i situationen.
Rapporten sætter fokus på, ”hvad den organisatoriske forandring og en ændret tilgang i behandlingen af disse sager betyder for fuldbyrdelsesområdet”. Det vil sige om det har haft en betydning (og hvilken), at det nu er familieretten og ikke fogedretten, der behandler sagerne.
Resultater
I en opsamling af rapportens resultater skriver Mai Heide Ottesen, at undersøgelsen ikke kan ”tilvejebringe et udtømmende billede af, hvad det har betydet for fuldbyrdelsesområdet, at sagerne nu er overflyttet fra fogedretten til de nyoprettede familieretsafdelinger ved byretterne”. Men hun skriver dog videre, at det kan konstateres, at ”de enkelte familieretsafdelinger er organiseret forskelligt, og at man gennem medarbejderrokader har sikret, at viden ikke går tabt”.
Desuden fremhæves følgende resultater:
Antallet af fuldbyrdelsessager er uændret (retterne afslutter knap 2.500 sager om året, hvor ca. 40 procent af sagerne er gengangersager)
Børn vil ikke på samvær i mange af sagerne (fuldbyrdelsessager drejer sig oftest om, at et barn ikke er blevet udleveret til samvær, og den hyppigste begrundelse for ikke at udlevere er, at barnet ikke vil på samvær eller tilbage til bopælsforælderen)
Forældrene har ofte højt konfliktniveau og sociale problemer (i forhold til andre familieretlige sager er fuldbyrdelsessager hyppigere karakteriseret ved forældrenes høje konfliktniveau og ved, at der er flere risikofaktorer (sociale problemer) i sagerne)
Få børn afhentes ved magt (gennem de senere år tegner der sig et klart billede af, at der har været et fald i antallet af sager, hvor børn bliver afhentet med magt)
Hensynet til barnet vejer tungt både før og efter reformen (efter den familieretlige reform kan fuldbyrdelse kun ske under hensyn til barnet og som varetagelse af barnets bedste – hvor rapporten peger på, at grunden til, at det også var sådan før reformen, lader til at have været en ”eksisterende praksis”)
Afsæt i konkrete sager
Undersøgelsen baserer sig på 360 sager om fuldbyrdelse, som fandt sted før den familieretlige reform i 2019.
Desuden fremhæves det, at ”informationerne er indhentet i form af en spørgeskemaundersøgelse, der samtidig rummede mulighed for, at den dommer, som havde behandlet sagen, kunne skrive et resumé af sagens problemstillinger og udfald, dvs. en sagsbeskrivelse”.
Ydermere er der foretaget interviews med 14 dommere fra henholdsvis fogedretten og familieretten. Og endelig trækker undersøgelsen på data fra VIVE´s årlige målinger af forældres tilfredshed med det familieretlige system før og efter reformen.
Comments