Om at komme følelsesmæssigt over en skilsmisse
- skilsmissefamilien
- 7. apr.
- 3 min læsning
Det kan være en stor udfordring at komme over en skilsmisse. Her giver en amerikansk skilsmisseadvokat en række gode råd til at tage udfordringen op.

I en artikel fra slutningen af marts måned i år forholder skilsmisseadvokaten Esther R. Donald sig til nogle tilgange om at komme over en skilsmisse.
"Hvor lang tid...?"
Det indledende spørgsmål handler om hvor lang tid, det kan tage at komme over sin skilsmisse.
Hendes svar er, at det er individuelt og afhænger af en række faktorer: bl.a. længden af ægteskabet, mængden af følelsesmæssig investering og niveauet af støtte. Disse forhold påvirker således personens tid til at komme sig. For nogle kan det tage år at komme videre efter skilsmisse, men andre oplever at komme sig på måneder eller endda uger.
Hun oplever, at nogle mennesker opnår resultater ved at fokusere på egenomsorg, mens andre vælger at fokusere mere på deres karriere.
Og selv om der ikke findes entydige tilgange, peger Esther R. Donald på flere tilgange, der ser ud til at give resultater:
1. at forstå den følelsesmæssige påvirkning
En skilsmisse kan vække stærke følelser som f.eks. sorg, vrede, forræderi eller endda skam. Samtidig er det normalt at opleve eksempelvis tristhed, frustration eller vantro.
At genkende og tillade sig selv at bearbejde disse følelser er det første skridt i at lære at få det bedre. Her kan det hjælpe at skrive dagbog, tale med en betroet ven eller søge terapi.
2. prioritere sin egenomsorg
Den anden tilgang handler om at fokusere på sin egenomsorg og sit fysiske, følelsesmæssige og mentale velvære. Dét kan man eksempelvis gøre gennem fysisk aktivitet, ordentlig søvn og god ernæring, der kan forbedre éns humør og modstandskraft markant.
Desuden kan man engagere sig i mindfulness, meditation eller hobbyer, der kan hjælpe én med at genopbygge sin selvtillid og genvinde sin selvfølelse.
3. et stærkt støttende netværk
Denne tilgang handler om, at man skal gribe ud efter sit eksisterende netværk og eventuelt udvide det. Det kan ske til det nære netværk af familie eller venner – eller et professionelt netværk af professionelle rådgivere eller lignende. Der kan også være mulighed for at søge ind i støttegrupper for skilsmisseramte.
At forbinde sig med ligesindede kan give en følelse af validering og forståelse for éns nuværende situation, samtidig med at det inspirerer til håb for fremtiden.
En finansiel rådgiver kan hjælpe med bedre at forstå og tage kontrol over sin egen økonomiske fremtid. Dette kan især være nyttigt, hvis éns ægtefælle var dén, der primært stod for økonomien under ægteskabet.
4: at genopdage sig selv
Esther R. Donald peger også på, at man i forbindelse med skilsmisse kan miste sig selv af syne og hvem, man virkelig er. Mange, skriver hun videre, binder deres selvfølelse til deres ægtefælle under ægteskabet, og derfor kan skilsmisse tvinge én til at omdefinere sin identitet og livsmål.
Hun betoner, at mange vil finde dét skræmmende, men skriver også, at det faktisk kan være en fantastisk mulighed for personlig vækst og for at skabe dét liv, man altid har ønsket sig.
Konkret kan man f.eks. prøve at tage gamle hobbyer op eller dykke ned i noget nyt, kaste sig over kreative sysler eller starte fysiske aktiviteter.
Uanset om man gennemfører et personligt projekt, går videre i sin karriere eller opbygger stærkere relationer, kan målsætningerne hjælpe én med at udvikle en ny følelse af formål for sig selv.
”En frisk start”
Esther R. Donald afslutter sine råd med et positivt blik ind i læserens fremtid:
”Det er aldrig for sent at skabe meningsfulde oplevelser. Omfavn denne tid som en chance for at udforske lidenskaber, opbygge nye relationer og genfinde din uafhængighed. Se ensomhed som en gave, der giver dig mulighed for at fokusere på din lykke uden at gå på kompromis. Uanset om det er at dyrke hobbyer, rejse eller sætte nye mål, er mulighederne uendelige, når du ændrer dit perspektiv for at se dette kapitel som en frisk start”.
Artiklens forfatter
Esther R. Donald er en skilsmisse-advokat fra den amerikanske delstat Texas.
Du kan læse mere om hende på denne eksterne side.
Comments