Et nyt beslutningsforslag sigter blandt andet på at gøre op med, at en forælder ansvarliggøres og rammes på samværet på grund af den anden forælders konfliktoptrappende adfærd.
Senere på måneden skal Folketinget behandle et beslutningsforslag, der sigter efter at sikre en afbalancering af alle relevante hensyn i samværssager – samt beskytte og bevare båndet mellem forældre og børn.
Og det er et beslutningsforslag, der har potentialet til store ændringer; herunder at sikre samværet endnu bedre, end det er tilfældet i dag, og med en vis ansvarliggørelse af konfliktoptrappende adfærd.
Forslaget er fremsat af Mette Thiesen, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund fra ”Nye Borgerlige”.
Du kan følge sagen i denne artikel fra ”Skilsmissefamilien”.
Afbalancering af hensyn i sagen samt forældrenes ret til barnet
I den beskrivende tekst til beslutningsforslaget slås det indledningsvis fast, at båndet mellem forældrene og barnet er det klare udgangspunkt:
”Det er forslagsstillernes overbevisning, at familien er menneskets dyrebareste eje og samfundets grundsten. Det følger heraf, at forældres ret til samvær med deres børn må anses for at være en af de mest fundamentale menneskerettigheder, så længe de forældre, der ønsker samvær med deres børn, ikke er fuldstændig uegnede til det, og så længe der er en risiko for, at et barn vil lide permanent overlast ved at blive fremmedgjort over for sine forældre. Det er statens ansvar at sikre familielivet for gode forældre, og samfundet har pligt til at værne om de nære bånd mellem børn og forældre, når forholdet mellem barnets forældre er bristet”.
Hensigten med beslutningsforslaget er dybest set at stramme op på lovgivningen for derigennem at sikre, at samværssagerne belyses mere gennemgribende – og at alle hensyn i sagen holdes op mod hinanden (afbalancering). Desuden skal forældre have "en selvstændig ret til at se deres barn"; en ret, som kun skal kunne tilsidesættes, hvis forælderen er særligt uegnet.
”Barnets tarv”
Umiddelbart kunne man mene, at dén sikring af barnets tarv, som beslutningsforslaget efterlyser, allerede er del af den relevante lovgivning, herunder Forældreansvarsloven.
I artiklen ”Barnets tarv” lister ”Skilsmissefamilien” en lang række paragraffer fra Forældreansvarsloven, hvorigennem barnets tarv søges sikret:
§ 1: ”I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række”.
§ 2, stk. 1: ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov”.
§ 2, stk. 2: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling”.
§ 4: ”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold”.
§ 5: ”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.
§ 19: ”Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos”.
§ 34: ”Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk”.
Men eksempelvis vil en konflikt i sig selv (og hensynet om at skåne barnet fra konflikten) kunne medføre, at kontakten mellem barn og den ene forælder brydes.
Og ifølge forslagsstillerne åbner den nuværende håndtering således op for, at en forælder kan vinde på bevidst konfliktoptrapning. I den beskrivende tekst til beslutningsforslaget fremgår det således blandt andet:
”Med den nuværende lovgivning er der en risiko for, at en forælder kan skabe og opretholde en tilstand af konflikt eller udøve samværschikane, som med tiden indebærer, at samvær med den anden forælder ophæves eller nedsættes. Dette kan ske, uden at den anden forælder kan bebrejdes noget, fordi uenighed og konflikt mellem forældrene efter de nuværende regler fejlagtigt medfører, at samvær kan nedsættes eller afbrydes uanset parternes skyld heri”.
Dét er en type sager, som ”Skilsmissefamilien” har set forholdsvis mange eksempler på gennem den seneste håndfuld år. Sager, hvor forælderen kan have holdt sig afdæmpet / i ro og sat barnets tarv forrest, men som mødes med forældre-fremmedgørelse, falske anklager, bevidst konfliktoptrapning og lignende – og hvor den pågældende forælder og barnet alligevel straffes ubønhørligt med eksempelvis nedsat eller suspenderet samvær.
Dén dør skal nu smækkes i, hvis det står til forslagsstillerne:
”Princippet går derved på, at det er i overensstemmelse med barnets tarv at bevare samvær med begge sine forældre, og at myndigheder har pligt til at beskytte sådanne bånd, medmindre en forælder er særlig uegnet for barnet, ligesom ophør af samvær må reserveres til ganske særlige tilfælde. Forslagsstillerne forstår derved princippet således, at der består en positiv forpligtelse for myndighederne til at beskytte og i visse tilfælde genoprette kontakt mellem forælder og barn”.
Mange overvejelser
Det eksisterende lovgrundlag har allerede en balancegang mellem barnets ret til sine forældre og beskyttelsen af barnets tarv. Dét gælder også beslutningsforslaget: som nævnt peger forslagsstillerne på, at retten til barnet kun gælder så længe, at dette er til barnets bedste. Men det er tilgangen i beslutningsforslaget, at myndighederne har lagt snittet forkert, så det har været forholdsvis ”nemt” at fjerne barnets ret til sine forældre.
Det er derfor hensigten at gøre det tydeligere, at barnets ret til begge forældre går forud, og at det bliver sværere at bryde båndet / kontakten. Men spørgsmålet er der stadig: hvor skal snittet lægges?
Det skal dog i denne sammenhæng nævnes, at begge forældre tidligere har haft en lovmæssig ret til barnet. Dette blev dog ændret til, at retten til samvær ligger hos barnet, fordi barnet nu er udgangspunktet, og det i de alvorligere sager skal være muligt at suspendere samværet for netop at sikre barnets tarv.
Desuden lyder det forholdsvis lige til at spotte konfliktoptrappende adfærd, men det er reelt sværere end som så. En forælders adfærd, synspunkter og opfattelser kan således fremstå konfliktoptrappende uden at være det, for eksempel hvis vedkommende peger på en given samværsordning med nedsat samvær, fordi dette skønnes mest hensigtsmæssigt for barnet (og at der dermed ikke er tale om et forsøg på at bryde kontakten mellem barnet og samværsforælderen).
Og endelig er det tænkeligt, at beslutningsforslaget i den politiske proces vil blive vurderet i forhold til, at sikringen af barnets tarv de senere år i højere grad er blevet udgangspunktet – samt at Forældreansvarsloven som nævnt indeholder en vis sikring af disse hensyn. Et politisk ønske om at sikre forældrenes ret til samvær vil derfor gå den anden vej. Og måske kan det samtidig medføre overvejelser om, at det ikke er lovgivningen, der er udfordringen, men myndighedernes udmøntning af lovgivningen.
Førstebehandles i Folketinget
Beslutningsforslaget skal efter planen førstebehandles i Folketinget den 17. maj, og det bliver interessant fremadrettet at følge de politiske drøftelser og beslutningsforslagets videre skæbne.
Og som nævnt er ”Skilsmissefamilien” med hele vejen, blandt andet med denne artikel.
Comentarios