Undersøgelse: kvinders økonomi efter skilsmisse
- skilsmissefamilien
- for 5 dage siden
- 2 min læsning
En skilsmisse kan give store økonomiske udfordringer. Men en tysk undersøgelse peger på to hovedforklaringer på, hvorfor nogle kvinder formår at genrejse deres økonomi.

Der har tilsyneladende længe været en opfattelse af, at kvinder konsekvent oplever store og vedvarende økonomiske tab efter skilsmisse.
En tysk undersøgelse fra slutningen af sidste år viser dog et lidt andet billede.
To hovedårsager til bedre økonomi
For godt nok oplever mange kvinder økonomiske tilbageslag umiddelbart efter en skilsmisse, men undersøgelsen viser, at en del faktisk genrejser deres økonomi. Inden for de første tre år efter skilsmissen var halvdelen af kvindernes økonomi således på deres tidligere indkomstniveau – og nogle havde endda bedret den.
Dét er der ifølge undersøgelsen to hovedårsager til: den ene er den åbenlyse, at nogle kvinder finder ind i nye parforhold. Den anden er, at nogle kvinder lægger flere timer på arbejdsmarkedet, opkvalificerer sig og lignende.
Undersøgelsen viser også, at dét at have børn ikke nødvendigvis hæmmer det økonomiske opsving så meget som hidtil antaget. Dét, der skiller sig ud, er tilpasningsevnen og modstandskraften hos mange kvinder, som med succes navigerer tilbage til finansiel stabilitet.
Forskerne bag undersøgelsen påpeger, at resultaterne antyder en mere nuanceret forståelse af de økonomiske konsekvenser af skilsmisse på kvinder: at de ikke er ”ofre” for vedvarende økonomisk belastning, men som ”aktive agenter”, der er i stand til at komme sig.
Det fremgår dog ikke af beskrivelsen af undersøgelsen, om man har medtaget de særlige økonomiske forhold, der kan være gældende i en skilsmissefamilie – herunder børnebidrag, offentlige tilskud / ydelser og lignende.
Der er stadig en sårbar gruppe
De påpeger dog også, at der er en sårbar gruppe bestående af cirka hver tiende fraskilte kvinde. Disse kvinder er overvejende lavtuddannede, arbejder ikke før skilsmisse, med børn i husstanden og finder ikke en ny partner efter skilsmisse.
Og her kan være et behov for dét, undersøgerne kalder ”understøttende socialpolitikker” med formålet at hjælpe dem til økonomisk genopretning.
Tysk-hollandsk forskergruppe
Undersøgelsen blev lavet af forskerne Thomas Leopold (”Institute of Sociology and Social Psychology” ved Kølns Universitet) og Matthijs Kalmijn (”Demographic Institute” ved Groningens Universitet).
Den omfatter 3.000 skilsmisser og separationer fra en tysk socio-økonomisk datapulje.
Du kan læse mere om undersøgelsen via dette eksterne link.
Comments